twenty-first century code monkey

Tag: 24daysofxbmc (Side 3 af 5)

24 dage med XBMC: Transifex

Tilbage i maj måned annoncerede XBMC et tiltag der har gjort livet lettere for alle de personer som hjælper med at oversætte XBMC, nemlig Transifex.

Transifex er et webbaseret værktøj der er specialiseret til at bistå med arbejdet i at oversætte de mange tekststrenge til andre sprog. En interessant feature er deres Translation Memory som gør det muligt at dele tekststrenge mellem en række projekter og på den måde undgå at oversætte det samme igen og igen. Det er en feature som er ekstra interessant i XBMC’s tilfælde efter teamet har åbnet op for at også skins og addons kan oversættes ved hjælp af Transifex. Min TV3 Play addon er fx allerede delvist oversat til en hel række sprog netop fordi visse tekststrenge allerede er oversat på et tidligere tidspunkt.

Skærmbilledet til venstre viser oversigtsbilledet for tekststrengene i XBMC og som i kan se er de fleste sprog ret godt med. Når det kommer til addons og skins ser det noget anderledes ud, hvor dansk lige nu kun er 31% færdig for addons.

Jeg laver typisk tekster på dansk og engelsk i mine addons, men det findes jo et hav af andre addons som ikke er oversat til dansk så skulle i have lyst til at hjælpe med det arbejde så er det danske translation team et godt sted at starte. Efter man er blevet et del af translation teamet kan man gå igang med at tilføje og redigere oversættelserne.

På skærmbilledet til højre har jeg åbnet informationsvinduet for mit fejlhåndteringsmodul, Buggalo, som kun er delvist oversat til dansk.

Et klik på Translate now bringer os til arbejdsvinduet i skærmbilledet til venstre hvor det egentlig arbejde med tekststrengene foregår. Kort opsummeret vises de originale engelske tekststrenge i den ene side mens de oversatte tekststrenge kan indtastes og redigeres i den anden side. Herudover er der også adgang til et Glossary – en ordliste over hyppigt brugte ord, så det er lettere for et hold af oversættere at bruge de samme ord.

Det er sådan set de basale funktioner i Transifex og skulle give jer en mulighed for at bidrage med oversættelser, hvis i har lyst til det. Oversættelser er jo en ganske fin måde at bidrage på til open-source hvis ikke man har forstand på at programmere.

Som addon udvikler har XBMC desuden bygget en række ting ovenpå Transifex så det er let at få tekststrengene ud i de rigtige formater så man på den måde kan undgå en masse manuelt arbejde. Hvis du arbejder med addons har du sikker allerede læst om dette på addons mailinglisten eller i translation forummet.

Jeg må indrømme at på trods af jeg er en del af det danske translation team, så har jeg ikke bidraget noget særligt til teksterne endnu. Jeg synes det er mere interessant at lave addons end at oversætte dem 🙂 – jeg har dog påvirket teamet en smule til at erstattet teksterne “udvidelser“, “tilføjelser” og “plugins” med den mere korrekte oversættelse “add-on” når det drejer sig om IT.

24 dage med XBMC: Frodo PVR

En anden ting jeg vil skrive om her i december måned er nogle af de nye spændende funktioner der er introduceret i XBMC Frodo. Den nyhed jeg har været mest spændt på er live tv og optage (PVR) funktionerne og det skyldes ikke mindst at min YouSee box ikke lever op til mine forventninger, men det er en anden historie…

PVR-delen af XBMC er blevet udviklet gennem de sidste par år og er først for nyligt blevet en del af det officielle XBMC. Det har den fordel at al funktionaliteten er på plads og det mere eller mindre virker som det skal. Som PVR fungerer XBMC som klient/afspiller, hvor der så kan kommunikeres med en række forskellige servere, bl.a. DVBViewer, TVHeadend, MediaPortal TV Server, m.fl.

Jeg har længe overvejet at prøve XBMC’s PVR funktioner, men jeg har ikke været så begejstret for at bruge et special build, så det er bare perfekt at det er blevet en del af Frodo. Hvad der er knap så perfekt er mit held med min tv tuner – bevares, det er en gammel sag, men jeg havde da en forventning om at den stadig virkede. En WinTV-PVR-USB2 analog tuner som aldrig rigtig har leveret et fornuftigt billede. Efter mange timers kæmpen over flere dage med drivere, kabler, mv. på både Linux og Windows gav jeg op. I stedet har jeg hakket PVR demo addon til så den indeholder data fra YouSee, så jeg har kun haft mulighed for at prøve live tv funktionerne og ikke optage delen. Jeg overvejer at købe en af AnySee E30 tunerne, men det lyder ikke til det er problemfrit med CI/Viaccess kortadgang.

Live TV findes under et nyt hovedmenupunkt i XBMC, hvor det også er muligt at gå direkte til optagede programmer, planlagte optagelser, mv. Menupunktet er kun synligt når live TV er aktiveret i XBMC’s indstillinger. Det er også her du finder et hav af indstillinger til at fintune OSD, EPG og mange andre ting.

    

XBMC’s standard skin, Confluence, giver muligt for at få overblik på en del forskellige måder. Herover ses kanaloversigten, hvor det også er muligt at se hvad der sendes på de enkelte kanaler lige pt. Det er dette skærmbillede man returneres til når man minimerer live tv.
Confluence har også den store EPG guide hvor man finder det store overblik over de næste timers TV. Et alternativ til den gængse EPG er de mere kompakte Nu og Næste skærme hvor man kan læse en kort beskrivelse af programmet og på den måde hurtigt danne sig et overblik.

Det er også altid muligt at åbne context menuen som man kender fra resten af XBMC. Her har man mulighed for at planlægge en optagelse af et program, finde lignende programmer, se yderligere informationer om programmet og andre kendte funktioner.

    

Det er også i context menuen du finder muligheden for såkaldt gruppehåndtering, vel bedre kendt som favoritlister på diverse set-top-bokse.

Som nævnt tidligere så har jeg ikke haft mulighed for at afprøve optage funktionerne, men ud fra de skærmbilleder jeg har fundet frem så ser det temmelig avanceret ud – måske lidt for avanceret.
Så vidt jeg dog kan forstå så er det altid muligt at optage et program via en af EPG visningerne. Her skal du blot vælge optag fra context menuen – på den måde er man ikke tvunget til at bruge den avancerede timer menu.

Den sidste store del er håndteringen af de optagede programmer. Jeg har heller ikke afprøvet denne del men ud fra søgevinduet så er denne del også temmelig avanceret med mulighed for at filtrere på ikke mindre en 16 forskellige parametre udover fritekst søgning.

 

Alt i alt synes jeg PVR funktionerne i XBMC ser rigtig interessante ud og det kribler meget i fingrene for at prøve det rigtig! .Det kræver nok desværre bare at jeg skal have investeret i en ny DVB-C tuner.

Fortæl meget gerne om jeres erfaringer med live tv i XBMC og tunere generelt.
Er det noget som i kan anbefales?

24 dage med XBMC: Kino.dk TV

Som jeg skrev i går er det gået lidt trægt med nye addons i år, men det har jeg tænkt mig at råde bod på i dag. Første nye addon i dette års 24 dage med XBMC er for de filminteresserede:

Kino.dk TV har interviews med skuespillerne, indslag fra gallapremierer og de nyeste trailere.

Hent Kino.dk TV 1.0.0

24 dage med XBMC: Året der gik

Så er tiden atter kommet til årets sidste måned og det store gaveræs. Inden længe vender vi det sidste kalenderblad og det hele starter forfra med det nye års begyndelse. Det kan til tider føles som den evindelige trummerum og selvom det måske kan synes som en af de utallige genudsendelser vi kender fra TV, så synes jeg personligt mit bidrag til juleunderholdningen sidste år var en succes som er værd at gentage – så hermed lyder startskuddet til dette års 24 dage med XBMC!

Her på første dagens begyndelse, start vi ikke med at se fremad, men med et tilbageblik på året som snart er gået.

2012’s vigtigste begivenhed i XBMC verdenen må vel, selvom det føles som lang tid siden, næsten være udgivelsen af XBMC Eden, også kendt som version 11.0. Eden var et mileskridt i forhold til den tidligere version, Dharma, og på samme måde bliver XBMC Frodo til endnu et mileskridt med de mange nye muligheder, så som PVR (se og optag live TV), den nye lydmotor Audio Engine og mange andre forbedringer.

2012 blev også året hvor jeg rakte ud til en række streaming sites (YouSee, daværende TV2 Sputnik, Headweb) og tilbød dem at få lavet en XBMC addon. Responsen var næsten altid imødekommende og positiv. Jeg er flere gange blevet inviteret til en snak over en kop kaffe, men som i ved er det altid endt med et afslag på grund af den manglende DRM i XBMC.

2012 har indtil nu ikke budt på så mange nye addons fra min side, i stedet er det blevet til en hel række af opdateringer og forbedringer til de eksisterende addons. Mit fejlhåndteringsmodul som nogle af jer sikkert har set in action 🙂 er i skrivende stund installeret mere end en halv million gange, Danish Live TV over en kvart million gange og DR NU Player nærmer sig de 175.000 installationer. Især fejlhåndteringsmodulet er jeg stolt af, det har hjulpet mig med at løse rigtig mange mærkelige fejl og problemer. Det fortæller mig også at en række af jer – desværre! – stadig bruger forældede versioner af XBMC Eden (beta 3 er stadig ret populær tilsyneladende).
Af nye addons er det TV3 Play som har skabt mest interesse, siden version 1.0 i april måned er den installeret tæt ved 100.000 gange. Viasat overrasker mig positivt ved at stille så meget af deres indhold til rådighed ganske gratis, hvis bare man gider brug lidt tid på et par reklamepauser.

2012 har også været et spændende år her på bloggen. Det er blevet til en hel stribe af indlæg fra min side og en hel masse feedback fra jer. Det er så fedt – det gør alle timerne med debugging det hele værd! I korte tal har der de sidste 12 måneder været over 50.000 besøgende med 359 den dag der var flest.

Hvad husker i 2012 for, når det kommer til XBMC? – og hvad ser i frem til i 2013? Personligt glæder jeg mig til at prøve XBMC på min OUYA 🙂

24 days of XBMC: glædelig jul

Så blev det endelig jul og vi er nået til vejs ende i mit 24 days of XBMC tema. I dag er der ingen gaver eller overraskelser herfra, dem må i vente med til i aften eller hvad ellers jeres traditioner siger… I stedet kigger jeg lidt tilbage på de andre dage.

Selvom det har været hårdt arbejde at klargøre alle indlæggene, addons, mv. så har det været et spændende projekt og spændende at høre jeres kommentarer. Det er faktisk blevet til otte nye eller opdaterede addons, syv indlæg om XBMC funktioner og en række andre indlæg om bl.a. mit setup.
YouSee web-tv addon’en nåede endda på forsiden af recordere.dk og siden jeg skrev om statistik har Danish Live TV rundt 90.000 installationer og godt på vej mod de 100.000, hvilket er ganske fedt 🙂

Selvom jeg har brugt en del tid på bloggen har jeg også arbejdet lidt på et nyt tiltag. Mit mål er at undgå den komplet ubrugelige fejlbesked “Script error” og i stedet give jer mulighed for automatisk at indsende en fejlrapport til mig, så jeg har en chance for at rette fejlen. Jeg håber på at kunne lave en opdatering til DR NU Player’en som den første, men det bliver nok først i det nye år.

Antallet af blogindlæg falder nok drastisk fra nu af, til et mere normalt niveau, men jeg håber i vil blive ved med at kigge forbi og  bidrage med kommentarer og dialog 🙂

Så er der vist bare tilbage at ønske glædelig jul!

24 days of XBMC: Eden

Dagen før dagen… da jeg planlagde at skrive om XBMC Eden havde jeg en lille forhåbning om at XBMC Eden ville være klar, men om ikke andet ser det ud til der er en beta-release på trapperne…

På overfladen ser det måske ikke ud til at XBMC Eden har synderligt mange ændringer i forhold til XBMC Dharma – måske udover menuen i Confluence skinnet er vandret i stedet for lodret – men det er naturligvis ikke sandt, der er sket utallige ændringer og forbedringer.

Et godt sted at starte er i XBMC’s Roadmap på trac.xbmc.org, her finder du i listeform en lang række af de nye tiltag i Eden. Noget af det jeg personligt nyder godt af er optimeringer i forhold til GUI og addons – Eden kører meget mere flydende på min lille Atom processor i forhold til Dharma.

En anden ting er alle de forbedringer der er lavet i forhold til videoafspilning: Der er bedre understøttelese af blu-rays (dog ikke i krypteret form), bedre codec understøttelse (fx synligt i min YouSee addon), flere undertekstformater og forbedringer i forhold til lydformater, men desværre nåede de ikke at blive færdige med den nye AudioEngine, så vi må vente med pass-through af DTS-MA, TrueHD og andre HD lydformater.

En anden nyhed og måske vigtigst af alt for rigtig mange: iOS support. Jeg er personligt mere til Linux, men jeg kan se på de spørgsmål jeg får her på bloggen at XBMC på iOS allerede er meget populært 🙂

Har du prøvet XBMC Eden, hvad synes du så er de største forbedringer? Har du ikke prøvet XBMC Eden endnu, så er det bare om at komme igang, jeg har personligt brugt det de sidste par måneder på mit mediecenter…

24 days of XBMC: Pixel.tv

Vores kalenderlys er efterhånden nået ned til omkring de 7-8 stykker, så det må betyde det er blevet den 22. december. I dag er det blevet til endnu en opdatering af en addon jeg har forsømt i lang tid – Pixel.tv.

Pixel.tv er Danmarks første uafhængige tv-station på nettet som bliver drevet af erfarne tv-folk og folk med en passion for gaming.

Som med TV2 video addon’en bliver denne addon også indsendt til det officielle XBMC repository, så den bliver lettere at installere.

Hent Pixel.tv 2.0.0

24 days of XBMC: sådan forbereder jeg en ny addon

I dag vil jeg fortælle lidt om de ting jeg undersøger og forbereder inden jeg går igang med en ny addon. Det er faktisk oftest på forberedelser jeg bruger mest tid, det egentlig arbejde med at programmere en addon har jeg efterhånden sat på samlebånd 🙂

Det første jeg altid finder ud af er hvordan jeg får XBMC til at afspille en videofil fra den webside jeg vil lave en addon til. Nogle gange er det så simpelt som at bruge Vis kilde og/eller Firebug i Firefox til at finde linket i HTML koden og så ellers blot lave et regulært udtryk til at finde URL’en. Det kan også være man er heldig at finde en playliste med URL’en, mens andre gange har det være nødvendigt at decompile en flash afspiller for at finde frem til informationerne. Hvis der har været tale om RTMP URL’er, fremfor HTTP, så har jeg gjort flittigt brug af min foretrukne netværkssniffer Wireshark og RTMPDump/RTMPSuck til at teste med.

Efterhånden som man får gravet sig gennem websiden lykkedes det som regel af finde strukturen bag og kan herefter opbygge nogle regler for hvordan man finder frem til video URL’en. Når afspilningen er på plads er det sådan set bare at lave nogle regulære udtryk der kan trække de tilgængelige informationer ud fra HTML, så som titel, beskrivelse, mv. om de individuelle videoklip. Også her kan man være heldig at finde fx et XML eller JSON feed der indeholder oplysningerne – det er nemlig meget simplere at læse informationer herfra end fra HTML.

Der er også en hel anden tilgang til måden at finde informationerne på fremfor at trække dem ud af HTML’en, nemlig at få adgang til et API. Et API definerer klart hvordan man får informationer om titel, beskrivelse, mv. og vigtigst af alt en simpel måde hvorpå videoen kan afspilles. Desværre er det sjældent der er et API til rådighed, men fx DR NU har et ganske fint API jeg bruger til DR NU Playeren.

Når alle de nødvendige informationer er kortlagt er der kun tilbage at programmere addon’en. Her har jeg lært på den hårde måde at ordsproget less is more holder hele vejen. Det er efter min mening bedre at have lidt duplikeret kode mellem dine addons fremfor at lave et bibliotek med hjælpekode. Selvom det måske er modsat hvad man ellers siger om god kodestil, så er det mere praktisk at have alt samlet i den enkelte addon. Det skal også sige at mange addons er under 100 linjers python kode, så der er heller ikke meget at genbruge alligevel.

Sidder du nu og tænker det der det gad jeg sku’ godt at prøve, så synes jeg bare du skal kaste dig ud i det! Husk dog på; en ting er helt sikkert: men skal have kendskab til en hel række web teknologier og have mod på at grave sig igennem måske flere megabytes af HTML, JavaScript, XML og måske flash. Det lyder måske umiddelbart langhåret, men for mig er det en udfordring – en udfordring som er umådeligt tilfredsstillende at vinde over 🙂

24 days of XBMC: Gamereactor TV

Så er der kun en håndfulde dage tilbage inden jul og i dag er vi nået til den tredje nye addon, den sidst i denne omgang. Tidligere er det blevet til addons for de musikinteresserede og investeringsinteresserede – og i dag er der så nyt til de gaming-interesserede i form af Gamereactor TV.

Gamereactor er Nordens største gaming site, som bringer nyheder og anmeldelser af de nyeste spil og andre spændende ting – alt sammen i 720p HD.

Hent Gamereactor TV 1.0.0 eller installer den direkte fra XBMC.

24 days of XBMC: web interface

Vi tager hul på den sidste uge med et kig på XBMC’s web interface. Web interfacet giver os mulighed for at styre XBMC via en browser, og afhængig af hvilket interface der er aktiveret, også mulighed for at redigere indholdet af XBMC’s biblioteket.

Første skridt er at kontrollere at Tillad kontrol af XBMC via HTTP er aktiveret under netværksindstillingerne. Her kan du også vælge om web interfacet skal være beskyttet med brugernavn og adgangskode samt hvilket Web interface som er aktivt.

Når indstillingerne er på plads kan du tilgå webinterface på XBMC’s ip adresse på port 8080. Hvis du kører XBMC på samme PC, kan du i en browser tilgå web interfacet på http://localhost:8080/

I det web interface der følger med XBMC har du mulighed for at navigere rundt i XBMC ved hjælp at Remoten på billedet til højre. Dvs. når du klikker på remoten svarer det til et tastetryk på en rigtig fjernbetjening.

Derudover kan du browse rundt i det indbyggede bibliotek i XBMC og se alle dine film, serier og musik. Klikker du på en film bliver du præsenteret for de sædvanlige informationer, så som skuespillere, plot, mv. samt mulighed for at afspille filmen i XBMC. Tilsvarende er gældende for serier og musik.

XBMC’s standard web interface er ret grundlæggende i funktionalitet og giver ikke de store ekstra muligheder, men det er omvendt også let at bruge.

Det er muligt at installere flere web interfaces som addons i XBMC – pt. er der desværre ikke andre tilgængelige for XBMC Eden. Jeg har dog testet et par stykker på XBMC Dharma, bl.a. XWMM som omdanner web interface til en avanceret editor af det indbyggede bibliotek og så vidt jeg kan læse mig til kommer det snart til Eden også.

Ud over at gøre det muligt at styre XBMC via en web browser, så giver Tillad kontrol af XBMC via HTTP indstillingen også mulighed for at styre XBMC via Android Remoten, som jeg har skrevet om tidligere.

« Ældre indlæg Nyere indlæg »

© 2024 Tommy Winther

Tema af Anders NorenOp ↑