Tilbage i maj måned annoncerede XBMC et tiltag der har gjort livet lettere for alle de personer som hjælper med at oversætte XBMC, nemlig Transifex.

Transifex er et webbaseret værktøj der er specialiseret til at bistå med arbejdet i at oversætte de mange tekststrenge til andre sprog. En interessant feature er deres Translation Memory som gør det muligt at dele tekststrenge mellem en række projekter og på den måde undgå at oversætte det samme igen og igen. Det er en feature som er ekstra interessant i XBMC’s tilfælde efter teamet har åbnet op for at også skins og addons kan oversættes ved hjælp af Transifex. Min TV3 Play addon er fx allerede delvist oversat til en hel række sprog netop fordi visse tekststrenge allerede er oversat på et tidligere tidspunkt.

Skærmbilledet til venstre viser oversigtsbilledet for tekststrengene i XBMC og som i kan se er de fleste sprog ret godt med. Når det kommer til addons og skins ser det noget anderledes ud, hvor dansk lige nu kun er 31% færdig for addons.

Jeg laver typisk tekster på dansk og engelsk i mine addons, men det findes jo et hav af andre addons som ikke er oversat til dansk så skulle i have lyst til at hjælpe med det arbejde så er det danske translation team et godt sted at starte. Efter man er blevet et del af translation teamet kan man gå igang med at tilføje og redigere oversættelserne.

På skærmbilledet til højre har jeg åbnet informationsvinduet for mit fejlhåndteringsmodul, Buggalo, som kun er delvist oversat til dansk.

Et klik på Translate now bringer os til arbejdsvinduet i skærmbilledet til venstre hvor det egentlig arbejde med tekststrengene foregår. Kort opsummeret vises de originale engelske tekststrenge i den ene side mens de oversatte tekststrenge kan indtastes og redigeres i den anden side. Herudover er der også adgang til et Glossary – en ordliste over hyppigt brugte ord, så det er lettere for et hold af oversættere at bruge de samme ord.

Det er sådan set de basale funktioner i Transifex og skulle give jer en mulighed for at bidrage med oversættelser, hvis i har lyst til det. Oversættelser er jo en ganske fin måde at bidrage på til open-source hvis ikke man har forstand på at programmere.

Som addon udvikler har XBMC desuden bygget en række ting ovenpå Transifex så det er let at få tekststrengene ud i de rigtige formater så man på den måde kan undgå en masse manuelt arbejde. Hvis du arbejder med addons har du sikker allerede læst om dette på addons mailinglisten eller i translation forummet.

Jeg må indrømme at på trods af jeg er en del af det danske translation team, så har jeg ikke bidraget noget særligt til teksterne endnu. Jeg synes det er mere interessant at lave addons end at oversætte dem 🙂 – jeg har dog påvirket teamet en smule til at erstattet teksterne “udvidelser“, “tilføjelser” og “plugins” med den mere korrekte oversættelse “add-on” når det drejer sig om IT.