twenty-first century code monkey

Tag: amiga

Kode fra et andet årtusinde

Det er vist på tiden jeg får skrevet om min fangst fra mine gamle Amiga disketter. Jeg fandt en hel del kode, diverse dokumenter – heriblandt en forsvunden opskrift min mor blev ganske glad for – og diverse grafik stumper og animationer, som jeg desværre ikke har haft held til at få konverteret endnu.

Af de mere interessante kode stumper jeg har fundet er der en Boulder Dash klon og en Pacman klon. Jeg husker tydeligt jeg var fuldstændig hooket på Boulder Dash dengang, det var så simpelt og alligevel meget udfordrende. Min plan med Boulder Dash Konstruction Kit var formentlig at der skulle være en level editor indbygget, men det blev aldrig til mere end en enkelt bane og en motor til spillet. Måske var det en ide der skulle bygges videre på i dag 🙂

Der er også andre halvfærdige spil, fx Block Killer, en Breakout klon, Space Wars, som jeg ikke aner hvad skulle være, men det ser interessant ud og Adventure, et tekst adventure spil der fandt sted i mine forældre hus. Derudover er der nogle såkaldte demoer, som jeg aldrig blev god til at lave, og diverse programmer fx Amosbase et adressekartotek.

Det har været sjov at gense Amos koden, men det er tæt på volapyk efter en del år med Java som primært programmeringssprog. Det har dog lykkedes mig at rette et par fejl for at kunne starte nogle af programmerne, så helt væk er det ikke 🙂 Læs mere

Amiga datakabel hack

Nu jeg har været igang med at kigge på gamle hjemmesider har det kriblet lidt i fingrene efter at gense nogle af de ting jeg lavede tilbage på Commodore Amiga og tildels Commodore 64. Det store problem er bare at få flyttet tingene over på min PC. Jeg har tidligere brugt CrossDOS som fungerer upåklageligt, men jeg har ikke længere en PC med diskettedrev i og min Amiga 1200 har ikke netkort. Fællesnævneren blev RS-232 og et hjemmelavet datakabel a’la denne opskrift. Det fungerer upåklageligt til at sende fra Amiga til PC – skal der sendes den anden vej flyttes ben 2 – ben 2 kablet til ben 3 – ben 3.

Jeg havde dog ikke de nødvendige stik så jeg endte med at splitte et hun-parallelportstik af og et almindeligt strømkabel og smække det hele sammen med kronmuffer og tape. Det virker upåklageligt 🙂

I Linux sættes serielporten op med denne kommando:

stty -F /dev/ttyS0 19200 raw

På Amiga’en skal følgende sættes op i Serial Preferences: Baud Rate sættes til 19200, Parity slåes fra, kommunikation sættes til 8 bit og 1 stop bit.

Den letteste måde at kopiere Amiga disketter til PC er med transdisk. Der findes allerede en fin guide til at få den over på Amiga’en, så det springer jeg over.

Når transdisk er klar på Amiga’en kan disketterne overføres via kablet. Sæt først PC’en til at lytte på seriel porten:

cat /dev/ttyS0 > diskette.adf

Herefter overføres disketten med transdisk på Amiga’en:

transdisk >ser:

Når Amiga’en er færdig kan du stoppe cat på PC’en med CTRL+C og dit ADF image er klar til brug i fx WinUAE eller lign.

© 2024 Tommy Winther

Tema af Anders NorenOp ↑