Tommy Winther

twenty-first century code monkey

Tag: wintherweb

Winther’s Web vender tilbage…

Med opstarten af Net Communication vendte wintherweb.dk tilbage til at være min legeplads. Denne gang er det en blandet landhandel af alle mulige emner og funktionalitet som interesserede mig på det tidspunkt. Blandet andet gik jeg op i JDBug løbehjul, gnutella og påskeæg – hmm, der var de igen – meget mystisk 🙂

Hjemmesiden blev også peppet op af en hel del ASP kode, blandt andet var der mulighed for at kommentere på emner, sende SMS’er, lave whois opslag og tilpasse indholdet af forsiden. Det var nok vældig fancy tilbage i 2000. Kommentarerne blev naturligvis gemt i en Microsoft Access database, det hørte sig jo til. Hemmeligheden bag SMS afsendingen var at på daværende tidspunkt kunne man sende en email som teleselskabet så sendte videre som SMS. Det var gratis(!) dengang – det kommer vist aldrig til at ske igen..

Som det typisk er med ASP er meget af det avancerede funktionalitet leveret af server-side komponenter, ASP kan jo nærmest ingenting i sig selv. SMS brugte JMail.SMTPMail, whois brugte Socket.TCP, mens databasen brugte ADODB.Connection.

Winther’s Webdesign anno 2000 – del 2

Efter få måneder med det tidligere design blev Winther’s Webdesign opdateret med nyt image og slogan: Vi gør det transparente visuelt – jeg ved ikke hvad jeg tænkte på 🙂

Dette er den sidste Winther’s Webdesign side jeg har lavet. Kort efter blev drømmen om at tjene penge på at lave hjemmesider til virkelighed med Net Communication og den lever stadig – www.netcommunication.dk. Det er godt nok ikke så mange penge der bliver tjent, det er efterhånden blevet til en weekend-gesjæft.

Jeg arbejdede stadig primært i Microsoft FrontPage, men var gået hen og blevet lidt bevidst om at optimere til browseren – bemærk teksten i bunden: Optimeret til Internet Explorer 4 eller højere. Hele designet og det visuelle udtryk udsprang af en sen aftens leg i PhotoShop. Jeg fulgte en tutorial som sjovt nok stadig er online her 9-10 år senere.

Winther’s Webdesign anno 2000

Winther’s Webdesign var en ung mands drøm om at tjene penge på at lave hjemmesider. En drøm som til dels er blevet realiseret men ikke i form af Winther’s Webdesign, men mere om det en anden gang. Winther’s Webdesign havde på daværende tidspunkt en enkelt kunde – min fars arbejdsgiver i form af en bilforhandler – men det kunne ikke stoppe en ung mand i at forsøge at lave en pompøs hjemmeside med flash intro og hele molevitten 🙂

Der er ikke synderligt meget at fortælle om denne hjemmeside. Jeg går tilsyneladende stadig op i sikkerhed på nettet for jeg har smidt min PGP nøgle online og ellers er der bare lidt øregas som skal få en fiktiv enmandsvirksomhed til at lyde som en million.

Introen er forøvrigt lavet i Flash 3 og kan ses her.

Sikkerhed på nettet, Photoshop og skoleopgaver

Del to i mit tilbageblik er fra november 1999 og det må næsten blive den første hjemmeside med noget der nærmer sig interessant indhold. Hjemmesiden er stadig det primære indhold på wintherweb.dk. I månederne siden august 1999 har jeg åbenbart fået en ny stor interesse – sikkerhed, kryptering og anonymitet på internettet.

Jeg havde blandt andet guides til basal TCP med telnet-klienten, anonymiseringsnetværket Freedom.net som dog lukkede ned i 2004, samt Pretty Good Privacy. Derudover havde jeg også hele min samling af skoleopgaver fra folkeskolen samt HTX, som formentlig aldrig blev downloadet af nogen som helst. Jeg havde øjensynligt også lært lidt mere om Photoshop, i hvert fald er der flere forsøg på at være kreativ, bl.a. diverse baggrundsbilleder. Det mest interessant synes jeg dog er forskellige interfaces som, så vidt jeg husker, skulle være forsiden på hjemmesiden. Der var en forsøgt på at lave et træ/metal-look som sikkert var fantastisk realistisk på daværende tidspunkt. 🙂

Denne hjemmeside er også 100% strikket i Microsoft FrontPage, men jeg annoncerer dog ikke længere med det, og siden er heller ikke længere så bundet op på Server Extensions som tidligere. Dette er også den første hjemmeside som blev degraderet til at køre på wintherweb.dk/~tommy, da domænet blev brugt til Winther’s Webdesign, som dog aldrig blev til noget seriøst, men mere om det senere.

I arkæologiens tegn

Vi tog fornylig en tørn i vores roderum og i den forbindelse stødte jeg på vores gamle 100 mb IOmega Zip drev. Det var godt støvet og led delvist af Click of death, men det lykkedes mig at trækket nogle gamle backup data ud af disketterne inden drevet bliver pensioneret på lossepladsen.

Blandt dataene var der mine gamle hjemmesider fra omkring årtusindskiftet og frem. Den lille pudsighed ledte mig til at opstøve alle mine gamle hjemmesider – det er dog ikke lykkedes men jeg har fundet en hel del.

Den første jeg har fundet er fra omkring august 1999 og på det tidspunkt lå det på domænet wintherweb.dk. Siden er grøn, meget grøn – måske havde jeg tankerne på super green fra The Fifth Element eller også havde jeg bare ingen æstetisk sans på det tidspunkt.

Der er ikke så meget sammenhæng i indholdet, men det lyder til jeg gik en hel del op i at samle på CD-covere, South Park og påskeæg i software på det tidspunkt.

Det hele er naturligvis lavet i Microsoft FrontPage og gør flittig brug af Server Extensions til blandt andet gæstebogen. På det tidspunkt vidste jeg ikke meget om ASP. Jeg er heldigvis blevet klogere 🙂

© 2017 Tommy Winther

Theme by Anders NorenUp ↑