Tommy Winther

twenty-first century code monkey

Tag: sputnik

Definitivt nej til Sputnik addon

Det forslag jeg oftest får til en ny addon er uden tvivl TV2 Sputnik, og det kan jeg godt forstå, for der er meget spændende indhold på deres site. Jeg forsøgte at skabe kontakt sidste år og igen her i det nye år – og denne gang er jeg kommet i kontakt med chefen for Sputnik.

Vi har mailen lidt frem og tilbage, de har taget mit forslag seriøst og drøftet det intern, men det er desværre endt med et nej tak.

Jeg har haft lejlighed til at drøfte dit tilbud med udviklingschefen og må desværre oplyse, at vi ikke finder det hensigtsmæssigt at udvikle en løsning uden DRM, da vi helt sikkert ikke får en sådan løsning godkendt af rettighedshaverne.
[…]
Jeg beklager at skulle takke nej til dit ellers udmærkede tilbud.

Venligst
Jan Færch

Som jeg havde forventet er det DRM – eller manglen på samme i XBMC – som spænder ben for projektet. Konklusion må derfor desværre være et definitivt nej for en Sputnik addon.

24 days of XBMC: problemet med DRM

– eller: hvorfor er der ikke en addon til TV2 Sputnik, ViaPlay og lignende?

Den begrænsning jeg oftest støder på, når jeg undersøger muligheden for at lave en ny addon, er at XBMC ikke kan afspille videoklip fra websiden. Det kan der være flere grunde til, men for det meste skyldes det at video indholdet er beskyttet af DRM. Det er ikke så meget en begrænsning i XBMC, som det er en begrænsning for alt andet end proprietære videoafspillere, fordi DRM teknologien oftest er beskyttet af patenter.

Billede fra http://torrentfreak.com/anti-drm-t-shirt-designs-vote-now/

For at finde en løsning skal vi sådan set havde indholdsleverandøren i tale, dvs. i dette tilfælde TV2 Sputnik og ViaPlay. Det er dem som, rent teknisk, kan levere videoindholdet på en anden måde, så XBMC kan afspille det – men her støder vi på to andre problemstillinger:

  1. De er formentlig pålagt, fra deres leverandører, at de kun må stille videoindholdet tilrådighed med DRM beskyttelse.
  2. Det grundlæggende problem at det videoindhold XBMC kan afspille, ja det kan også downloades, gemmes og deles. Ikke så heldigt med en lejet film.

Hvis begge dele var muligt at se igennem fingre med ville det være muligt at lave addons til disse websider – men som verden ser ud i dag er det utopi.

Hvad så med Sputnik som virker på Boxee siger du?

Det er et validt spørgsmål eftersom Boxee er baseret på XBMC – og nøgleordet her er baseret. Boxee har tilføjet og ændret en hel del i forhold til XBMC, bl.a. muligheden for at bruge browser plugins til at afspille videoindhold og på den måde kan de afspille Flash og Silverlight indhold. I tilfældet med Sputnik er det netop Silverlight som står for afspilningen og ikke Boxee, i hvert fald som jeg har forstået det.

Jamen, hvad så med Flash i XBMC?

Til forskel fra Boxee er XBMC 100% open-source og Flash er 100% proprietær. Selvom man aldrig skal sige aldrig, så tror jeg næppe det kommer til at ske. Man kan selvfølgelig krydse fingre for der sker noget på dette punkt når det bliver muligt med native addons i XBMC engang efter Eden er udgivet…

Jamen…

Har du andre spørgsmål, kommentarer eller meninger om dette emne, så hold dig endelig ikke tilbage nedenfor!

TV2 addons og andre historier…

Natholdet - nu som addon

Jeg får løbende forslag til nye addons og det er rigtig fedt! – nu er der så sket det at et par af forslagene er blev til addons. I denne omgang er det blevet til TV2 NEWS (med indhold fra news.tv2.dk) og Natholdet fra TV2 (samme indhold som i iPad app’en). I første omgang kan de hentes her og når eventuelle fejl er rettet bliver de indsendt til det officielle XBMC repository.

Ud over det har jeg selvfølgelig, som altid, gang i nogle andre ting 🙂
Som i måske har læst andre steder så har jeg forsøgt at komme i kontakt med TV2 Sputnik og Headweb. TV2 kundeservice har sendt min henvendelse videre til deres tekniske chef uden der desværre er kommet noget ud af det. Headweb har sendt min forespørgsel til deres API afdeling også uden der er kommet noget ud af det – og det er endda anden gang jeg kontakter dem.
Hvis en af jer tilfældigvis har kontakter til en af ovenstående må i meget gerne sætte dem i kontakt med mig. Til reference har jeg – mere eller mindre – samarbejdet med DR og YouSee om nogle af de eksisterende addons.

…og nu vi snakker om YouSee, så er den gamle YouSee web-tv da vist gået i stykker, formentlig på grund af YouSee har ændret på deres servere i forbindelse med lanceringen af deres iOS apps. Heldigvis er jeg klar med en ny addon, men YouSee vil gerne “godkende” den før jeg offentliggør den. Det er jo fair nok, desværre trækker det lidt ud, men forhåbentlig vender de snart tilbage.
I den nye addon er det pt. ikke muligt at logge ind, dvs. addon’en er kun brugbar for YouSee kunder – jeg er ved at undersøge om det kan laves på samme måde som i den gamle addon, så det er muligt at logge på med sit yousee.tv login.

Derudover arbejder jeg på mit hyggeprojekt, nemlig min Movie Quiz, og på at få flere streams med i Danish Live TV addon’en, bl.a. Folketinget og flere af TV2 regionernes streams.

Til sidst kan jeg nævne at jeg har undersøgt muligheden for at modtage donationer efter forespørgsel fra flere af jer. Ifølge SKAT er donationer at betragte som gaver og det skal der betales skat af og indsendes formularer og jeg skal gi’ dig skal jeg – så det har jeg konkluderet er for besværligt 🙂

Update 2011-11-20: Jeg har rettet en fejl i TV2 NEWS addon’en og lagt version 1.0.1 op.

© 2017 Tommy Winther

Theme by Anders NorenUp ↑