Nu jeg har været igang med at kigge på gamle hjemmesider har det kriblet lidt i fingrene efter at gense nogle af de ting jeg lavede tilbage på Commodore Amiga og tildels Commodore 64. Det store problem er bare at få flyttet tingene over på min PC. Jeg har tidligere brugt CrossDOS som fungerer upåklageligt, men jeg har ikke længere en PC med diskettedrev i og min Amiga 1200 har ikke netkort. Fællesnævneren blev RS-232 og et hjemmelavet datakabel a’la denne opskrift. Det fungerer upåklageligt til at sende fra Amiga til PC – skal der sendes den anden vej flyttes ben 2 – ben 2 kablet til ben 3 – ben 3.

Jeg havde dog ikke de nødvendige stik så jeg endte med at splitte et hun-parallelportstik af og et almindeligt strømkabel og smække det hele sammen med kronmuffer og tape. Det virker upåklageligt 🙂

I Linux sættes serielporten op med denne kommando:

stty -F /dev/ttyS0 19200 raw

På Amiga’en skal følgende sættes op i Serial Preferences: Baud Rate sættes til 19200, Parity slåes fra, kommunikation sættes til 8 bit og 1 stop bit.

Den letteste måde at kopiere Amiga disketter til PC er med transdisk. Der findes allerede en fin guide til at få den over på Amiga’en, så det springer jeg over.

Når transdisk er klar på Amiga’en kan disketterne overføres via kablet. Sæt først PC’en til at lytte på seriel porten:

cat /dev/ttyS0 > diskette.adf

Herefter overføres disketten med transdisk på Amiga’en:

transdisk >ser:

Når Amiga’en er færdig kan du stoppe cat på PC’en med CTRL+C og dit ADF image er klar til brug i fx WinUAE eller lign.