twenty-first century code monkey

Tag: internet

Fejl på det danske XBMC repository

Github har desværre lavet en ændring på deres website, som giver problemer med at installere addons i XBMC.
Jeg har oprettet en support-sag hos dem, men det er nok usandsynligt det bliver rettet.

I stedet er jeg gået igang med en løsning der holder på lang sigt, nemlig at få alle de danske addons med i det officielle XBMC repository.

Pt. er nedenstående addons tilføjet udover vores generelle script modul. Jeg regner med at få tilføjet de fleste addons inden så længe, men nogle af dem bliver nok kun efter forespørgsel fra jer brugere.

  • DR NU Player
  • DR.dk Bonanza
  • Gametest.dk
  • videovideo.dk HD
  • DMI TV Vejrudsigt
  • DR.dk Netradio
  • Danish Live TV
  • YouSee web-tv

Update 23. feb: Et par nye addons er tilføjet
Update 9. mar: Endnu et par addons tilføjet
Update 30. mar: 2 mere tilføjet

Update 14. jan 2012: Alle mine addons kan installeres direkte fra XBMC. Det har været sådan længe, så der er ingen grund til at lede efter zip-filer på nettet længere 🙂

Winther’s Web vender tilbage…

Med opstarten af Net Communication vendte wintherweb.dk tilbage til at være min legeplads. Denne gang er det en blandet landhandel af alle mulige emner og funktionalitet som interesserede mig på det tidspunkt. Blandet andet gik jeg op i JDBug løbehjul, gnutella og påskeæg – hmm, der var de igen – meget mystisk 🙂

Hjemmesiden blev også peppet op af en hel del ASP kode, blandt andet var der mulighed for at kommentere på emner, sende SMS’er, lave whois opslag og tilpasse indholdet af forsiden. Det var nok vældig fancy tilbage i 2000. Kommentarerne blev naturligvis gemt i en Microsoft Access database, det hørte sig jo til. Hemmeligheden bag SMS afsendingen var at på daværende tidspunkt kunne man sende en email som teleselskabet så sendte videre som SMS. Det var gratis(!) dengang – det kommer vist aldrig til at ske igen..

Som det typisk er med ASP er meget af det avancerede funktionalitet leveret af server-side komponenter, ASP kan jo nærmest ingenting i sig selv. SMS brugte JMail.SMTPMail, whois brugte Socket.TCP, mens databasen brugte ADODB.Connection.

Winther’s Webdesign anno 2000 – del 2

Efter få måneder med det tidligere design blev Winther’s Webdesign opdateret med nyt image og slogan: Vi gør det transparente visuelt – jeg ved ikke hvad jeg tænkte på 🙂

Dette er den sidste Winther’s Webdesign side jeg har lavet. Kort efter blev drømmen om at tjene penge på at lave hjemmesider til virkelighed med Net Communication og den lever stadig – www.netcommunication.dk. Det er godt nok ikke så mange penge der bliver tjent, det er efterhånden blevet til en weekend-gesjæft.

Jeg arbejdede stadig primært i Microsoft FrontPage, men var gået hen og blevet lidt bevidst om at optimere til browseren – bemærk teksten i bunden: Optimeret til Internet Explorer 4 eller højere. Hele designet og det visuelle udtryk udsprang af en sen aftens leg i PhotoShop. Jeg fulgte en tutorial som sjovt nok stadig er online her 9-10 år senere.

Winther’s Webdesign anno 2000

Winther’s Webdesign var en ung mands drøm om at tjene penge på at lave hjemmesider. En drøm som til dels er blevet realiseret men ikke i form af Winther’s Webdesign, men mere om det en anden gang. Winther’s Webdesign havde på daværende tidspunkt en enkelt kunde – min fars arbejdsgiver i form af en bilforhandler – men det kunne ikke stoppe en ung mand i at forsøge at lave en pompøs hjemmeside med flash intro og hele molevitten 🙂

Der er ikke synderligt meget at fortælle om denne hjemmeside. Jeg går tilsyneladende stadig op i sikkerhed på nettet for jeg har smidt min PGP nøgle online og ellers er der bare lidt øregas som skal få en fiktiv enmandsvirksomhed til at lyde som en million.

Introen er forøvrigt lavet i Flash 3 og kan ses her.

Sikkerhed på nettet, Photoshop og skoleopgaver

Del to i mit tilbageblik er fra november 1999 og det må næsten blive den første hjemmeside med noget der nærmer sig interessant indhold. Hjemmesiden er stadig det primære indhold på wintherweb.dk. I månederne siden august 1999 har jeg åbenbart fået en ny stor interesse – sikkerhed, kryptering og anonymitet på internettet.

Jeg havde blandt andet guides til basal TCP med telnet-klienten, anonymiseringsnetværket Freedom.net som dog lukkede ned i 2004, samt Pretty Good Privacy. Derudover havde jeg også hele min samling af skoleopgaver fra folkeskolen samt HTX, som formentlig aldrig blev downloadet af nogen som helst. Jeg havde øjensynligt også lært lidt mere om Photoshop, i hvert fald er der flere forsøg på at være kreativ, bl.a. diverse baggrundsbilleder. Det mest interessant synes jeg dog er forskellige interfaces som, så vidt jeg husker, skulle være forsiden på hjemmesiden. Der var en forsøgt på at lave et træ/metal-look som sikkert var fantastisk realistisk på daværende tidspunkt. 🙂

Denne hjemmeside er også 100% strikket i Microsoft FrontPage, men jeg annoncerer dog ikke længere med det, og siden er heller ikke længere så bundet op på Server Extensions som tidligere. Dette er også den første hjemmeside som blev degraderet til at køre på wintherweb.dk/~tommy, da domænet blev brugt til Winther’s Webdesign, som dog aldrig blev til noget seriøst, men mere om det senere.

YouSee Play’s søgefunktion

YouSee

…eller mangel på samme!

Jeg har som bekendt internet via YouSee og er egentlig ganske godt tilfreds. Det trækker jo heller ikke ligefrem ned i karakter at det giver adgang til YouSee Play med al deres musik. Desværre kan det være temmelig svært at finde musikken ind i mellem, og det skyldes ikke mindst den ringe søgemaskine de har. Jeg har flere gange oplevet at søgningen ikke fandt det jeg søgte på trods det at kunstneren var vist på forsiden. Fx ugen efter X-Factor blev afgjort kunne søgemaskinen ikke finde en kunster ved navn Thomas Ring, selvom jeg fint kunne hentes musikken via linket på forsiden. Samme problem havde jeg med Dizzy Mizz Lizzy. Imellemtiden er der dog rettet op på disse to eksempler, så det kan også bare være deres søgeindexsom  bliver opdateret meget sjældent..

Heldigvis er der en anden løsning og det er som så ofte før google. Skriv blot site:yousee.musik.tdconline.dk foran kunstnernavnet og så skal du nok finde det du søger, hvis ellers der er blandt Play’s udbud. Alternativt kan du bruge søgeformularen herunder.

Julegave kaos – del 2

Så er julen veloverstået og den værste mavepine har lagt sigt. Desværre mangler jeg stadig at give tre gaver. Inspiration sendte godt nok en pakke til mig som ankom den 23. december, men mere om den senere.

Som jeg skrev om tidligere så modtog jeg den første pakke den 22. december. Samme aften modtog jeg to mails fra Inspiration. Den første med en enkelt linje tekst “Kære Tommy Winther” samt en faktura på PDF, som indeholdt de to varer jeg havde modtaget tidligere samme dag. Fair nok – jeg har ikke betalt for noget jeg ikke har modtaget. Lidt senere modtager jeg så nedenstående mail, hvorefter jeg ganske enkelt ikke aner om jeg vil modtage yderligere fra Inspiration. Deres kundeservice lovede mig jo at få sendt de sidste tre ting afsted samme dag.

Kære Kunde,

Tak for din ordre til Inspiration.dk.

Vi har haft så stor succes med idriftsættelsen af vores nye web butik, at vi er udgået for nogle varer, og desværre ikke har fået dem på lager igen, så vi kan levere inden jul.

Derfor må vi desværre sige, at nogle varer er udsolg vi sletter derfor denne vare på din bestilling. Såfremt vi ikke kan opfylde ordre annullere vi den og refundere dine penge.

Det er muligt, at varen kan findes i enkelte af vore butikker, men vi har ikke kunnet finde den i lagersystemet.

Vi sender de resterende varer til dig i dag. Ønkser du ikke ordren kan du blot nægte modtagelse og vi refundere dine penge når pakken kommer retur.

Vi beklager hvis dette måtte afstedkomme ulejlighed for dig.

Med ønsket om en glædelig jul,

Det er især linjen “Vi sender de resterende varer til dig i dag” som gør mig forvirret, fordi de starter med at skrive at varerne ikke findes i deres lagersystem. En anden ting som pisser mig af er at de sender sådan en mail en uge efter jeg bestilte varerne og så to dage før jul. Jeg så først disse mails tidligt den 23. december og på det tidspunkt havde jeg egentlig givet op og regnede ikke med at få mere fra Inspiration eller at få købt gaverne andet steds, så vi pakkede vores tasker og tog afsted på juleferie.

Efter juleferien finder jeg så en hilsen fra Post Danmark, de har en pakke til mig fra Inspiration. Mit håb steg en smule, men det er svært at være optimistisk efter sådan en omgang. Jeg fik så hentet pakken i dag og umiddelbart kunne den godt indeholde de tre resterende varer. Jeg fik flået pakken op og det viser sig så at den indeholder en enkelt gave samt et kort til en der hedder Theis. “What the fuck?” tænker jeg lige inden jeg også flåede gaven op – det viser sig at være nogle ølglas som vi overhovedet ikke har bestilt.

Jeg er stadig lige så målløs som før jul. Jeg kan vist roligt sige at vi aldrig handler i Inspirations webbutik igen og jeg kan kun anbefale andre også at holde sig væk.

Hvis du synes min historie lyder lidt for usandsynlig så prøv og tag et kig på Trustpilot 🙂

Julegave kaos

Så troede jeg lige jeg skulle være smart og købe alle julegaverne på nettet i år. Tanken om at kunne slippe for kaoset i Storcentret og Bilka er svær at give slip på, så jeg fandt dankortet frem og tastede løs på diverse webbutikker. Det gik også fint hos langt de fleste butikker, men hos Inspirations webbutik gik det galt.

Vi bestilt nogle gaver den 15. december, inden sidste bestillingsdag, som var den 17. december. Vi fik en fin bekræftelse med det samme og alt var i orden. Næste gang vi hører noget fra dem er så i går den 21. december, hvor jeg får tre ens mails a’la dette:

Kære Tommy Winther

http://www.postdanmark.dk/tracktrace/TrackTrace.do?i_stregkode=XXXXXXXXXX&i_lang=IND&sourceurl=http://www.postdanmark.dk/tracktrace/

inspiration@inspiration.dk
www.inspiration.dk

Jeg undrede mig lidt over det begrænsede indhold, men der var trods alt track and trace information, så på det tidspunkt tænkte jeg ikke videre over de tre mails som sikkert bare var en svipser i juletravlheden. I dag kom posten så med min pakke, desværre har Inspiration bare fucket up på det groveste. Kun 2 af de 5 bestilte varer var med i pakken! Hvordan fanden kan man sende en halv levering afsted og ikke give kunden besked! Hvordan kan man pakke en halv forsendelse og så ikke gøre yderligere. Jeg er målløs! 😡

Jeg ringede straks til Inspirations kundeservice, men fik blot en standard besked om at der ikke var yderligere personale til at tage opkaldet hvorefter linjen blev afbrudt. Hvad fanden skete der lige der?! Jeg prøvede igen nogle gange og kom til sidste igennem efter 8-10 mislykkede forsøg – eller det vil sige, jeg blev sat i kø som nummer 9. Efter yderligere 20 minutter kom jeg så endelig igennem, men det var begrænset hvad de kunne hjælpe med. De synes selvfølgelige det lød meget mystisks, men var meget behjælpelige. Jeg fik valget mellem at få pengene retur for de manglende varer eller at få kundeservice til at sende de manglende varer… Jeg satsede, så må vi se om der er gaver til hele familien på torsdag.

Fandme længe siden jeg har oplevet en så elendigt betjening fra en webbutik. Det tyder på vi må ud i de rigtige butikker næste år – eller måske prøve lykken hos Imerco eller Kop & Kandes webbutikker.

Internet forbrug hos YouSee

YouSee

YouSee

Jeg var lige et smut forbi YouSee.dk for hundrede-og-syttende-gang og faldt over en sjov lille ting – nemlig trafikforbrug på min internet forbindelse. Jeg er egentlig lidt overrasket over forbruget ikke er højere end det er. Vi ligger på omkring de 40 GB. Du kan se dit eget forbrug via dette link, det kræver dog at du er på nettet via din YouSee forbindelse.

internetforbrug

En anden pudsig ting ved YouSee’s hjemmeside, eller måske snarere produkt udvalg, er det faktum at de ikke sælger vores internet forbindelse. Pt. har vi 20 Mbit/4 Mbit, men det største 20 Mbit forbindelse de sælger har kun 2 Mbit i uploade.

© 2024 Tommy Winther

Tema af Anders NorenOp ↑