De fleste af jer der bruger YouSee web-tv ved sikkert allerede at XBMC Eden har problemer med at afspille YouSee’s streams. Kort fortalt så stopper afspilningen efter ca. 80 sekunder, hvilket gør tv-kigning knap så interessant 🙂
Omtrent da XBMC v11.0 udkom udarbejdede jeg en løsning på problemet og den løsning er nu langt om længe accepterer og integreret i XBMC master i git. Kører du et daily build nyere end omkring 5.-6. august eller august måneds alpha build af XBMC Frodo (når den udkommer) så kan du afspille YouSee’s streams uden afbrydelser.
I samme forbindelse har jeg igen taget kontakt til YouSee – nu er det jo blevet interessant at opdatere addon’en igen – og jeg har været i dialog med dem her efter sommerferien. Der er nye folk i den anden ende, men de er stadig meget interesseret i en addon til XBMC – og heller ikke afvisende overfor YouSee Cinema og Play integration.
Desværre er der som altid et men…
På tilsvarende måde som Stofa web-tv så ændrer YouSee deres streams for at øge sikkerheden. I YouSee’s tilfælde (og sikkert også i Stofa’s) er de blevet pålagt det som et krav fra deres indholdsleverandører.
Hvad det i praksis betyder ved jeg ærlig talt ikke – jeg har undersøgt den løsning YouSee har valgt til den øgede sikkerhed og umiddelbart tror jeg ikke det er muligt at få det til at virke sammen med XBMC. Dog tyder det på at Stofa’s valg af teknologi ikke begrænser afspilningsmulighederne i XBMC, min Stofa web-tv addon virker i hvert fald nu imens jeg skriver dette.
Jeg må indrømme det kribler i fingrene efter at opdatere YouSee addon’en og undersøge de mange nye ting i API’et siden sidste opdatering – men jeg har ikke lyst til at bruge en masse tid som potentielt kan være spildt, hvis det viser sig at XBMC ikke kan afspille de nye streams.
Vi må se hvad tiden bringer…