I fredags lå der en hilsen fra postmanden i postkassen, men på grund af allerede planlagte gøremål og postvæsenets krav om en underskrift fik jeg først fingre i pakken mandag aften. Jeg fik den hurtigt flået op og kunne konstatere at mit gamble resulterede i en Raspberry Pi case i næsten danske farver, rød og klar plastik.
Med i pakken var der selvfølgelig en Pi model B med 512 MB ram, et 8 GB SD kort og en lader. SD kortet har et flot lille Raspberry Pi logo og var preinstalleret med NOOBS 1.2.
Min første bedrift var naturligvis at installere Raspbmc og få afprøvet XBMC. Pi’en er jo ikke blandt de hurtigste så installationen tog en rum tid, men XBMC oplevelsen er ganske fin. XBMC kører i 1080p og der er en lille smule lag i menuen, men der er håb forude. Som det første koblede jeg den mod mit tvheadend setup og den streamer fint Discovery HD i 1080i som OUYA’en havde problemer med indtil for ganske nyligt. Streams starter efter ca. fem sekunder, så den er ikke super god til kanalsurfing, men det har vi jo EPG’en til nu om dage.
Jeg streamede også lidt Futurama fra mit mediecenter via XBMC’s indbyggede UPnP server og det virkede også upåklageligt. Sidste punkt i mit lille eksperiment var Danish Live TV addon’en, men den virkede desværre ikke – ganske som forventet.
Efter det første eksperiment opgraderede jeg NOOBS til 1.3. Det skete ved at slette hele SD kortet og starte på en frisk, men jeg må sige det var det værd. Med 1.3 kan man hente og installere OS’er via nettet plus det er muligt at installere flere OS’er på samme SD kort. Under opstarten vises så en OS vælger, som automatisk starter det sidst brugte OS efter 10 sekunder. Ganske smart. Pt. har jeg installeret Raspbmc, Raspian og OpenELEC.
Det er min plan at afprøve mine addons en efter en og se om noget kan tweakes. Jeg regner dog ikke med mirakler, Pi’en er speciel på mange måder, men det må tiden jo vise 🙂