Bag denne titel gemmer sig navnet på mit tredje forsøg på hjemmebrygget øl. Øllet er opkaldt efter to hvidkalkede bautasten i lokalområdet omgærdet af sagn og som man måske kunne gætte er der tale om en øl af typen weizen.
Brygdagen gik overraskende nemt denne gang med start ved syvtiden og med øllet på gærspand allerede ved 13-tiden. Tidligere bryg har jeg først været færdige med ved 17-18 tiden, men sikkert også startet lidt senere på dagen…
Som de to foregående bryg har jeg købt et all-grain kit med malt, humle og gær – denne gang hos brygladen.com. På trods at at jeg denne gang eksperimenterede med programmet BeerSmith til at beregne alkoholprocent, mv. inden jeg bryggede så lykkedes det mig ikke at fange problemet med at mit all-grain kit er til 29 liter mens jeg brygger i en 25 liters gryde. Resultatet af den misser er en hvedeøl på 6 procent – den skulle have været 4.5%. Jeg spottede problemet inden øllet kom på flaske og spekulerede meget over om jeg skulle forsøge mig med at fortynde øllet. Det er tilsyneladende ikke uhørt at fortynde øl, men jeg besluttede mig for at lade være og lære hvad min fejltagelse gør ved øllet.
Det færdige øl er rigtig lækkert, kraftig i smagen, flot dyb orange farve og med en lidt skarp kant af alkohol, men serveres det tilpas køligt smager det fantastisk 🙂
Nu er der bare den behagelige del at arbejdet tilbage – at nyde øllet og planlægge næste brygdag – pt. overvejer jeg en american pale ale.