wpid-20140209_173347.jpgMit andet bryg står lige nu og eftergærer i flaskerne og danner kulsyre. Det er omtrent fjorten dage siden øllet kom på flaske og jeg må tilstå jeg tog mig en lille smagsprøve med et par kammerater efter kun fem dages eftergæring. Det tegner rigtig godt efter min smag, dejlige toner af brændt malt, cremet smag og god fylde, men ikke ret meget skum og kulsyre – det skyldes nok primært min utålmodighed 🙂

Øllet er en såkaldt vinter stovt som jeg har tilsat en lille smule Raw Liquorice Powder – eller bare lakridspulver på godt dansk. Det er som sagt rigtig godt og lakridsen giver på nuværende tidspunkt en rigtig dejlige eftersmag.

Brygdagen gik noget bedre end første gang og jeg har fået væsentlig bedre styr på blandt andet flysparge-processen men det tog stadig omtrent de otte timer fra gryden blev sat på blusset til øllet var klar til gæring. Denne gang kogte jeg malten i en mæskepose og det var et stort hit. Det var meget lettere at filtrere malten fra efterfølgende. Jeg forsøgte mig også med at koge humle i denne pose, det gik nogenlunde og jeg blev en erfaring rigere. Næste gang gør jeg det dog nok lidt anderledes 🙂
Som sidst brugte jeg også denne gang tørgær, men denne gang rehydrerede jeg det i kogt, afkølet vand og det gjorde at gæringen kom i gang væsentligt hurtigere. Det prøver jeg nok igen næste gang.

Øllet har ramt en alkoholprocent på 5.8%, nøjagtigt som sidst, og det blev omtrent til 19 liter, ganske hæderligt og i overensstemmelse med opskriften. Navnet er opkaldt efter et lokalt stednavn, nemlig et vandløb som løber øst for byen: Skelgrøft Lakrids Stovt. Det er altid sjovt at researche navnet til en øl, især når jeg går så meget op i at finde et lokalt navn. Det er utroligt hvor meget information, både nutidig og historisk, man kan finde på internettet!

Ingredienser:
Malt: Maris Otte, chokolade malt, sort malt
Humle: East Kent Golding 5,9%
Gær: Safale S-04