Update: Dette indlæg er meget gammelt, tingene har ændret sig meget. Alle mine addons kan nu installeres direkte fra XBMC uden at installere ekstra ting. Følg med i de nyeste blog indlæg på forsiden.

I sommers købte jeg mig en ASRock ION 330HT mini pc til brug som mediecenter. PC’en er genial til mediecenterbrug bl.a. fordi den har en Nvidia ION grafikchip som giver mulighed for hardware accelereret 1080p HD video.

Som mediecenter software bruger jeg XBMC, som jeg har gjort siden Xbox 1’s storhedstid. Det er et fantastisk mediecenter og med XBMC 10 (med kodenavnet Dharma) som kommer senere på året, er det blevet endnu bedre. Der er nemlig kommet indbygget Addons Manager – man kan næsten kalde det en App Store, hvis man er til den slags buzzwords, men mere korrekt er nok en sammenligning med plugins til Firefox og lign.

Når jeg ser sådanne muligheder kribler det jo i fingrene, så jeg har naturligvis kastet mig over at skrive addons til mit mediecenter. Addons er skrevet i Python, så det er ganske let at gå til. Det startede med med video plugins til streaming af DR.dk Bonanza og DR.dk Video Podcast direkte fra sofaen og har udviklet sig til en række plugins i samarbejde med et par stykker fra XBMC forummet. Vi lavede for noget tid siden et fælles repository på github, hvor andre også kan bidrage. Pt. har vi følgende plugins klar og flere på vej…

  • DR.dk Bonanza
  • DR.dk Video Podcast
  • DR nu
  • TV2 Video
  • TV2/Regionerne
  • Danish Live TV (Live streaming af bla. DR1, DR Update, 24 Nordjyske, mv.)
  • Onside.tv
  • Gametest.dk
  • Pixel.tv
  • TV Guide

Hvis dette skulle give lyst til at prøve vores addons kan de installeres som beskrevet i vores README fil.