Del to i mit tilbageblik er fra november 1999 og det må næsten blive den første hjemmeside med noget der nærmer sig interessant indhold. Hjemmesiden er stadig det primære indhold på wintherweb.dk. I månederne siden august 1999 har jeg åbenbart fået en ny stor interesse – sikkerhed, kryptering og anonymitet på internettet.

Jeg havde blandt andet guides til basal TCP med telnet-klienten, anonymiseringsnetværket Freedom.net som dog lukkede ned i 2004, samt Pretty Good Privacy. Derudover havde jeg også hele min samling af skoleopgaver fra folkeskolen samt HTX, som formentlig aldrig blev downloadet af nogen som helst. Jeg havde øjensynligt også lært lidt mere om Photoshop, i hvert fald er der flere forsøg på at være kreativ, bl.a. diverse baggrundsbilleder. Det mest interessant synes jeg dog er forskellige interfaces som, så vidt jeg husker, skulle være forsiden på hjemmesiden. Der var en forsøgt på at lave et træ/metal-look som sikkert var fantastisk realistisk på daværende tidspunkt. 🙂

Denne hjemmeside er også 100% strikket i Microsoft FrontPage, men jeg annoncerer dog ikke længere med det, og siden er heller ikke længere så bundet op på Server Extensions som tidligere. Dette er også den første hjemmeside som blev degraderet til at køre på wintherweb.dk/~tommy, da domænet blev brugt til Winther’s Webdesign, som dog aldrig blev til noget seriøst, men mere om det senere.